Honning-marineret hane

  • 1 unghane                                
  • 2 øko citroner
  • 1 bdt. persille
  • 1 stor tsk. smør
  • 1 løg
  • 3 spsk flydende honning
  • timian

Tilbehør:

  • 250g kogte ris
  • peberfrugt i to halve, to halve
  • 1 lille porre
  • stegesky fra hanen

Kom salt, peber, 2 halve citroner, persille og smør i hanen. Læg hanen i en skål og vend den i en marinade af ½ dl citronsaft, hakket løg, honning og timian. Kom hanen i et ildfast fad og gem resten af marinaden, så der kan pensles en gang i mellem når hanen er i ovnen. Hanen stilles i ovnen i ved 180grader i ca. halvanden time. Hold øje med at den får tilpas farve, bliver den for mørk så læg lidt folie over. Bland ris, peberfrugtterninger og meget fine porreringe og vend med stegeskyen (som er siet for fedt). Ekstra tilbehør kan f.eks. være lidt brød eller ekstra salat.

Bøf i foliepakke

Denne opskrift har jeg længe haft liggende og havde lyst til at prøve den igår. Hos os foregår det således, at jeg spiser med børnene kl. 18 og Mark kommer så hjem fra job 1-2 timer senere og derfor må jeg altid tilberede mad af flere omgange:/ Denne opskrift virkede derfor som et genialt valg, fordi jeg kunne forberede Marks foliebøf (fer) når han kom hjem, således at han fik en lækker frisk bøf. Resultatet blev super lækkert selvom pigerne ikke var særligt vilde med det;)

Til fire personer (fire bøffer):

  •  500g oksekød
  • 250g champignon
  • 1 rød peberfrugt
  • Creme fraiche
  • 1 løg
  • Rosmarin og Paprika
  • Tilbehør: God salat og flutes
Forvarm ovnen til 200 grader. Form oksekødet til fire bøffer og steg dem i lidt olie på en pande. Når bøfferne er gennemstegte, så tag dem af panden og læg dem hver deres stykke alufolie. Skær champignonerne i skiver, løgene og peberfrugterne i tern og steg champignonerne lidt på en tør pande. Kom peberfrugter, løg og champignon over bøfferne i alufolien. Dernæst krydr med lidt paprika og rosmarin på hver pakke og kom en skefuld creme fraiche på hver pakke inden pakkerne kommes i ovnen i 20 minutter. Forbered imens en god salat og lun lidt flutes.

Banankage

Jeg var igen i den situation, at jeg havde en klase overmodne bananer liggende. Somregel fryser jeg dem ned, så de kan bruges til smoothies, men jeg havde efterhånden for mange i fryseren, så derfor ville jeg prøve kræfter med en banankageopskrift, som jeg ikke havde prøvet før. Det gode ved denne opskrift er, at der skal bruges tre bananer og ikke kun en enkelt som andre banankageopskrifter jeg er stødt på før. Derudover skulle der tilsættes kaffe, som også var en spændende variant synes jeg. Bemærk kagen skal bage i en  time i ovnen!

Een kage i springform på ca. 24 cm:

  • 3 bananer
  • 1/2 dl kaffe
  • 150 blødt smør eller flydende magarine
  • 250 g sukker
  • 3 æg
  • 300 g mel
  • 1 1/2 tsk bagepulver
  • Evt. Chokoladeovertræk, af flydende chokolade

Tænd ovnen på 175 grader. Smør formen. Mos bananer med kaffen og i en anden skål røres smør og sukker godt. Rør æggene i og derefter forsigtigt mel og bagepulver. Herefter tilsættes de mosede bananer og dejen hældes i formen og bages nederst i ovnen i ca. en time. Chokolade overtræk kan være rigtig lækkert på den afkølede kage.

 

Tærte med tomat og rosmarin

Til en tærte:

  • 1 færdig tærtedej (jeg brugte den grove melblanding)
  • 2 rødløg
  • 500 g tomater. Gerne forskellige størrelser og typer.
  • 1 spsk rosmarin, tørret eller frisk.
  • Salt og peber
  • 3 spsk græsk yoghurt
  • 1 æg
  • 1 spsk dijon sennep

Tilbehør: En blandet salat med ruccola er super til denne ret.

Tænd ovnen på 200grader . Smør tærteformen med lidt olie og rul dejen ud i formen.

Pil rødløg og skær dem i tynde skiver. Hak tomaterne i grove stykker. Vend løg og tomater med rosmarin og krydr med salt og peber.

Pisk yoghurt, æg og sennep sammen og fyld massen i tærteformen. Fordel tomatblandingen over.

Bag tærten i ovnen i ca. 40 min. Dejen skal være gennembagt.

 

Wokret med kylling og cashewnødder

Lørdagens middag skulle være kinesisk, for sidst jeg var hos min akupunktør og vi talte om det kinesiske køkken, var jeg blevet helt lækkersulten. Vi lavede en opskrift som vi ikke havde prøvet før. Den indeholdt vandkastanjer som var nyt for os, men som smagte herligt i retten.

Opskriften til 4 personer:

  • 2 spsk sesamolie
  • 6spsk citronsaft
  • 1 fed hvidløg, knust
  • 1 cm frisk ingefær, skrællet og revet
  • 1 tsk flydende honning
  • 450g kalkunfilet i strimler
  • 125g sukkerærter / mange-tout ærter
  • 2 spsk jordnøddeolie
  • 50 g cashewnødder
  • 1 peberfrugt i strimler
  • 3 små gulerøder i tynde stave
  • 125 g afdryppede vandkastanjer i tynde skiver
  • tilbehør : Ris.

Bland sesamolie, citronsagt, hvidløg, ingefær og honning i en skål. Læg kødet i og bland godt. Dæk til og lad det marinere i 3-4 timer .

Blancher ærterne i letsaltet vand i 1 minut. Hæld vandet fra og skyld ærterne under koldt vand.

Hæld marinaden fra kødet og sæt den til side. Opvarm jordnøddeolien i en wok eller stor pande, tilsæt cashewnødder og stir-fry dem i 1-2 minutter, til de er gyldne. Tag dem op med en hulske og sæt til side.

Hæld kødet i woken og stir-fry i 3-4 minutter, til det er gyldenbrunt på alle sider. Tilsæt gulerødder, peberfrugt, ærter, vandkastanjer og marinade. Lad det koge nogle få minutter.

Hæld nødderne tilbage i woken og rør rundt. Server straks med ris.

Amerikanske chunck cookies

Mark siger ofte med bedrøvede øjne, hvor dejligt det var dengang, da vi var unge og boede i Charlottenlund og jeg lavede småkager til ham i weekenden. Det er rigtig nok længe siden jeg har bagt for hyggens skyld,  og idag skulle det være, da jeg havde mange af ingredienserne i køleskabet.

Til opskriften der giver ca. 16 sprøde småkager skal bruges:

  • 150g sukker
  • 150g smør
  • 1 æg
  • 200g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk vanillesukker
  • 1/2 plade mørk chokolade
  • 50g hele hasselnødder

Sukker, smør og æg røres sammen. Mel, bagepulver, vanillesukker, chokolade og hasselnødder tilsættes. Dejen æltes godt og rulles ud til en pølse. De skæres i tykke skiver og rulles som kugler. De lægges på en bageplade med bagepapir og skal have 10-15 min i en 200 graders varm ovn.

Super nem omelet

Mark ringer som sædvanlig kl. 17 og siger han er forsinket, så han først er hjemme fra arbejde omkring kl. 19. Planlagt middagsmad udskydes til dagen efter og pigerne og jeg spiser nogle rugbrødsmadder, så vi er klar til Disney Sjov kl. 19.

Mark får alligevel en varm ret da han kommer hjem, da jeg laver en hurtig omelet til ham:

2 æg og 2 spsk vand til en lille omelet. Det dobbelte antal til en stor.

Grøn Peber, Oliven, Tomat, Løg, Ristet bacon, serano skinke osv hvad man har i køleskabet skæres i mindre stykker og kommes på. Friske krydderurter er også lækkert. Derudover husk godt med salt og peber.

Lad den simre nogle minutter indtil den ikke er våd. Det er især i midten af æggekagen det kan tage noget tid før den er stivnet.

 

Frikadeller med parmaskinke, tomater og pesto-pasta

Torsdagens middag skulle være noget nyt. Så derfor denne opskrift idag:

4 personer:

  • 500g hakket svinekød
  • 1 lille revet løg
  • 3 skiver finthakket parmaskinke
  • 3 spsk rasp
  • 75 g friskrevet parmesan
  • 2 æg
  • 1 dl mælk
  • 4 tomater i halve
  • 50 g friskrevet parmessan +salt og peber
  • Pasta og pesto (blend den eventuelt selv…persille, 1 hvidløgsfed, 40 g mandler, 1 fed hvidløg, 2 spsk friskrevet parmessan, 1 dl vindruekerneolie)

Rør alle ingredienserne til farsen sammen. Form små frikadeller. Steg dem i smør ca. 10 minutter på hver side. Drys tomaterne med parmessan salt og peber og bag dem ved 175 grader i 10 minutter.

Kog pastaen i letsaltet vand og vend den med pestoen. Retten er klar til servering.

Citronkylling i stegeso

Idag var endnu een af de dage hvor jeg skulle være væk hjemmefra med begge børn på grund af fritidsarrangementer. Vi var væk fra kl. 16.30-18.30. Og alligevel skal der jo laves noget aftensmad. Derfor besluttede jeg at få brugt vores stegeso, så maden kunne passe sig selv mens vi var afsted. Opskriften var nem og den vil jeg dele her:

Til fire personer.

  • 2 rødløg
  • 1 rød peberfrugt
  • 2 økologiske citroner
  • 1 økologisk appelsin
  • olivenolie
  • En kylling 1300-1500g
  • Frisk timian
  • Ris og brød som tilbehør.

Skær løgene i kvarter. Udkern peberfrugten og skær den i tern. Skær citron og appelsin i grove stykkker med skræl. Kom det hele i stegesoen og tilsæt en spsk olie samt salt og peber.

Riv skallen på den anden citron. Skyl og rens kyllingen og dup den tør. Pensl med olie og grid kyllingen med salt, peber og citronskallen.  Læg kyllingen på grøntsagerne i stegesoen.

Steg kyllingen i ovnen ved 200 grader i 1 time og 15 min. Fjern herefter låget og lad kyllingen stege yderligere 15 minutter, til skindet er sprødt.

Serveres med ris og godt brød.

 

Forvarm ovnen til 200grader.

 

Hurtig Minestrone suppe

4 personer:

  • Suppepakke ( eller forskellige grøntsager: Gulerødder, knoldselleri, porrer, løg, pastinak osv.)
  • 1 bdt Forårsløg
  • 100g ærter
  • 1 pakke bacon
  • 1 1/2 L vand
  • Suppehorn
  • 2 boullionterninger
  • 1 ds tomatpure

Snit grøntsagerne og varm dem (ikke forårsløg og ærter) i en stor gryde i lidt olie. Steg samtidigt bacon på en tør pande. Når grøntsagerne er gyldne, tilsæt da vand og bouillonterning og kog under låg i 30 minutter. Grøntsagerne stiger til vejrs når de er møre.

Tilsæt forårsløg i skiver, tomatpure, ærter, suppehorn (mængde efter eget ønske) og lad suppen simre færdig i yderligere 15 minutter.

Lige inden servering tilsættes bacon skåret i mindre stykker. Serveres med brød.